Hvis du deler kontor med andre, kan støj hurtigt blive et problem – og det er faktisk uanset om du deler kontor med enkelte andre medarbejdere eller sidder i et storrumskontor. Det er dog heldigvis et problem, der kan forebygges. Vi har her samlet nogle tips til, hvordan du kan sikre arbejdsro på kontoret
Indret efter funktion
Det handler om at se på arbejdsfunktionerne og indrette efter, hvem der laver hvad og med hvem. Hvis to kolleger f.eks. har behov for at tale meget med hinanden i løbet af dagen, bør de f.eks. sidde lige over for hinanden. Men hvis to kolleger i stedet ofte skal koncentrere sig og arbejde på egen hånd eller tale meget i telefon, er det mest hensigtsmæssigt at adskille dem med en lyddæmpende væg, så de hverken kan se eller høre hinanden. Derudover er det også en god idé at placere de mere støjende aktiviteter langt væk fra medarbejderne. Der er her bl.a. tale om kaffemaskinen, printeren og lignende, der både larmer og opfordrer til en del trafik på kontoret.
Indret med lydabsorbenter
Især når der er tale om storrumskontorer, hvor der er mange forskellige funktioner i samme rum, er det meget vigtigt, at der aktivt er fokus på støjreducering i indretningen. Vi taler her primært om lydabsorbenter som f.eks. akustikvægge, lyddæmpende gulve og vægbeklædning, bordskærme og meget mere. Det er en god idé at indrette kontoret efter funktion ved at opdele ved f.eks. akustikvægge, så der er en illusion om, at der er flere små rum inde i storrumskontoret, der alle har en forskellig funktion. Det kan f.eks. være et område, hvor man holder pause, et område for medarbejdere, der snakker meget i telefon og et område for medarbejdere, der har brug for ro og fred til at koncentrere sig.
Indret med et stillerum
Lydabsorbenter kan gøre meget, men de kan ikke fjerne støj komplet. Der vil derfor stadig være problematikker for de medarbejdere, der har brug for ro og fred til at arbejde koncentreret. Det kan derfor være en god idé at investere i et stillerum til kontoret. Det giver nemlig medarbejdere mulighed for at trække sig tilbage fra kontoret og få arbejdsro. Det er en ideel løsning, når der er tale om et storrumskontor, hvor det ellers kan være meget svært at reducere støj hele dagen igennem.